30 år i dansk minkavls tjeneste

7. december 2017



Fredag den 8. december fejrer Minkpapir A/S 30 års jubilæum som leverandør af udstyr til minkavlere over hele verden. Det er historien om en god idé og hårdt arbejde, der løste minkavlernes problemer med at tørre minkskind. Målsætningen er stadig den samme: at være med til at udvikle minkavlen, så den kan øge kvaliteten af skind og forbedre indtjeningen.

30 års dagen for Minkpapirs grundlæggelse fejres med en sammenkomst fredag den 8. december, hvor grundlæggerne, bestyrelsen og andre nøglepersoner deltager. Det skal naturligvis markeres med manér, at den gode idé voksede sig stor og levedygtig, og at virksomheden Minkpapir A/S er blevet en uundværlig partner for pelsbranchen på både nationalt og internationalt plan.

Det hele startede med en minkavler, som blev træt af at skulle bruge avispapir til tanerne, som minkskindene spændes op på for at tørre. Han kontaktede Michael Smedegaard, der så mulighederne og derfor i 1987 grundlagde virksomheden Dansk Mink Papir, der i dag hedder Minkpapir A/S.

Han udviklede en tanepose, som var nem at montere på tanen, og som tilmed var fremstillet i fedtsugende papir, der fjerner overskydende fedt fra minkskindet. Undervejs er poserne blevet patenteret og i den første tid blev de produceret i danske fængsler. Kvaliteten var imidlertid svingende, og derfor udviklede Smedegaard en maskine til produktion af taneposer.

En anden nøglefigur i Minkpapirs store udvikling er Jens Hedegaard, oprindelig minkavler, som tog over efter Michael Smedegaard. Han brugte sin idérigdom til at udvikle nye løsninger til gavn for pelserier og minkavlere. Derudover videreudviklede han Palcut-systemet, der i dag er installeret i mere end 500 fuldautomatiske pakkelinjer i den europæiske føde- og drikkevareindustri.

Idéerne og løsningerne har vundet genklang – i dag producerer og udvikler Minkpapir stadig taneposer, tanemaskiner, tørrestationer m.m. til minkavlere og pelserier over hele verden. Senest har virksomheden lanceret en ny generation af maskiner, tørrestationer og taneposer til de ekstra store skind, som danske minkavlere er blevet så gode til at producere.

- Vi investerer årligt mange millioner i at udvikle nye løsninger til danske minkavlere, og som er med til at sikre den meget høje kvalitet som den danske minkbranche er kendt for internationalt, siger Rudi Pedersen, adm. direktør i Minkpapir A/S.

Minkpapir, inklusive datterselskabet Palcut, beskæftiger i dag knap 50 medarbejdere og er markedsleder inden for taner, tanemaskiner og tørrestationer til minkbranchen.

 

Se alle nyheder